Silkeborg

Silkeborg

18 nye boliger på vej i Sorring

Fredag tog borgmester Helle Gade første spadestik til 18 nye almene boliger ved Dybdalsvej i Sorring. Det var hendes første spadestik som borgmester, men som hun bemærkede, er hun vant til at have en spade i hånden fra sit tidligere arbejde. Hun glæder sig til at der kommer mange flere spadestik. ”Vi er en kommune i vækst, og byrådet har besluttet at væksten også skal ske i oplandsbyerne. Det har vi blandt andet sikret ved at fordele almene boliger til Sorring og flere andre lokalområder” – sagde Helle Gade. ”Det er vigtigt, at alle dele af kommunen er med, og at vi sikrer at institutioner, skoler osv. bliver understøttet og kan følge med udviklingen. Det er sund vækst, som jeg lovede i min valgkamp.”

17.01.2022

Det er Silkeborg Boligselskab som opfører boligerne. Boligselskabet har i forvejen 55 boliger i Sorring, og ser frem til at kunne byde de nye lejere velkommen. Formanden for boligselskabet Bente Nielsen glæder sig over de nye boliger. ”Vi har stor erfaring i at bygge i oplandsbyerne, og bidrager gerne til udviklingen. Vi bruger nye og mere bæredygtige materialer i byggeriet, og arkitekten har tænkt boligerne flot ind i landskabet” - sagde Bente Nielsen. 

 

Direktør i Silkeborg boligselskab René Skau Björnsson oplyser, at man forventer at boligerne står klar til udlejning i foråret 2023, og at der bliver flere forskellige typer i størrelser fra 70 til 105 kvadratmeter. Man kan blive skrevet op på venteliste fra efteråret.

 

Det er entreprenørvirksomheden Thomas Andersen AS der opfører boligerne for boligselskabet.