Fremleje og bytte
Som beboer i en almen bolig har du har ret til at fremleje din bolig. Dog er der nogle betingelser, som skal være opfyldt:
- Du skal kunne dokumentere, at din fremleje er midlertidig og skyldes sygdom, rekreation, forretningsrejse, udstationering, studieophold eller lignende.
- Fremlejeperioden må højst være to år (i en sammenhængende periode).
- Du må ikke kræve en højere leje, end den du selv betaler.
- Bor du i en ungdomsbolig eller ældrebolig, kan boligorganisationen stille krav om, at din lejer (fremlejetager), skal opfylde kravene for at komme i betragtning til den pågældende type bolig.
- Det samlede antal personer, der skal bo i dit lejemål, må ikke overstige én person pr. beboelsesrum.
- Senest to uger før du indgår en fremlejekontrakt, skal du orientere boligorganisationen om, at du vil fremleje.
- Du skal selv udarbejde en skriftlig fremlejekontrakt med din lejer. Husk at sende en kopi af kontrakten til boligorganisationen inden fremlejeperioden begynder.
Omgår du reglerne, eller er der i øvrigt rimelig grund, har boligorganisationen ret til at modsætte sig fremlejeforholdet.
Det er også vigtigt, at du fortæller din fremlejetager, at det ikke er muligt at overtage boligen efter fremlejeperiodens udløb – også selv om du vælger ikke at flytte tilbage.
Der er også dig, der har ansvaret for at huslejen bliver betalt, husordenen overholdes, og der ikke sker misligholdelse, selv om du har fremlejet din bolig.
Delvis fremleje
Ønsker du at fremleje et værelse, er der tale om delvis fremleje. Du har altid ret til at lave en delvis fremleje. Antallet af personer må blot ikke overstige antallet af beboelsesrum.
Det gælder også ved delvisfremleje, at fremlejetager ikke har mulighed for at overtage lejemålet, hvis du skulle vælge at fraflytte.
Boligbytte
Boligbytte er en ideel løsning, når to familier eller husstande er enige om, at de begge ved bytningen kan få en bolig, der passer bedre til deres aktuelle og fremtidige behov.
Der er flere fordele ved at benytte bytteretten:
- Man kan få en bolig, der passer bedre til ens behov
- Man skal ikke først stå som ansøger på en venteliste
Som lejer i en almen bolig har du ret til at bytte din bolig med en anden, som også bor til leje. Det gælder både, hvis du ønsker at bytte med en lejer fra en almen boligorganisation (herunder også en almen andelsboligforening) og fra en privat udlejningsejendom.
Derimod kan du ikke bytte med ejere af en privat andelsbolig eller af en ejerbolig.
Boligorganisationen kan sætte sig imod bytningen:
- Hvis du har boet i din bolig i mindre end tre år
- Hvis bytningen betyder, at der kommer til at bo flere end en person pr. beboelsesrum
- Hvis boligorganisationen i øvrigt har rimelig grund til at modsætte sig den pågældende bytning (for eksempel ved økonomiske udeståender)
Er den ene bolig, som indgår i bytningen, en ungdomsbolig eller en ældrebolig, kan du normalt kun bytte med en lejer, som er berettiget til denne type bolig.
Ved bytter gælder de almindelige istandsættelsesregler efter A-ordningen.
BL’s database for boligbytte
På www.bl.dk har Boligselskabernes Landsforening en database (under menupunktet ”Din bolig” og videre under ”Byt bolig”) med tilbud om boligbytte. Her kan du gratis oprette dit eget byttetilbud og se andre lejeres byttetilbud.
Finder du en bolig, som du gerne vil bytte med, tager du selv kontakt til den anden lejer.
Boligtilbuddene bliver stående i databasen i tre måneder, hvorefter de automatisk bliver slettet.