Silkeborg

Silkeborg

Ny direktør for Silkeborg Boligselskab

Den 1. august 2023 tiltræder Christian Højholt som ny direktør for Silkeborg Boligselskab.

03.05.2023

Christian Højholt kommer fra stillingen som direktør i Hadsten Boligselskab. Christian har været direktør for Hadsten Boligforening de seneste par år, og før det var han boligsocial chef i Horsens.

Christian er uddannet cand.soc med overbygning inden for ledelse. Han bor med sin kone og deres to børn i Odder.

”Jeg glæder mig til at møde beboere og ansatte og samarbejdspartnere både i og omkring Silkeborg Boligselskab. Boligselskabet er i en rigtig god og spændende udvikling og jeg glæder mig til at være en del af holdet der skal føre det videre” udtaler Christian Højholt.

Silkeborg Boligselskab har godt 1.800 boliger i Silkeborg og omegn, og har de seneste år opført mange boliger især i de mindre byer rundt om Silkeborg.

”Vi søgte en direktør med kendskab fra boligbranchen med visioner for hvor vi skal hen, og som kan videreføre den gode udvikling vi er kommet ind i. Det får vi med Christian Højholt som direktør”.

”Det var et enormt stærkt felt af kandidater til posten. Hele 36 ansøgte om at blive direktør. Ansættelsesudvalget har holdt samtaler med et lille udpluk, inden et enigt udvalg til sidst valgte Christian”, fortæller bestyrelsesformand Herdis Pedersen

Vi glæder os til den 1. august!